Onsdag 4. oktober 2023

Hold da op vi sover godt her. Tidligt i seng og sent op, hvad sker der lige for det.

Første stop i dag var United State Mint Coin Store. Vi når ikke til Philadelphia i denne omgang, så vi måtte tjekke det her sted. Morten købte en silver dollar - han fortrød han ikke købte en, da vi var i Cheyenne. De havde desværre ikke mapper til de nye quarters, der er kommet, så det bliver nok et indkøb på nettet. 

Et lille smut forbi Chinatown, inden vi tog til Georgetown. Sikke en fin bydel. Fyldt med gamle huse i engelsk stil. Gik lidt rundt og så bl.a Universitetet på afstand. Det har været 29 grader i dag, så det er lidt varmt at gå rundt. Godt nok ligger Georgetown lidt ude, men alligevel var det vildt, at der midt i krydset lå en slange og sprællede. I hvertfald indtil næste bil kom.

Tilbage mod centrum. I bussen bimlede alle telefoner lige pludselig - også vores. Det var en test alarm.

Vi manglede Jefferson Memorial og Roosevelt ditto, så det fik vi set. Især Roosevelt var et fint sted. Knap så bombastisk som Jefferson og Lincoln, der er kæmpe høje statuer i templer. Roosevelt var mere ned på jorden. I øvrigt var hans kone Eleanor og hans hund Fala der også.

Ville egentlig ha været på Tatte og drikke kaffe, men hov klokken var 6, så det blev dele-pizza-og-salat på hjørnet (igen igen). Så kunne vi også lige må aftensdrink - District Margarita. Dorte skulle dog bare ha en øl, hun har jo noget anstrengt forhold til tequila.