Der var engang et midaldrende ægtepar, Dorte og Morten, som boede i et hyggeligt hus i Danmark. De havde kendt hinanden i mange år og delt både hverdag og fest – og én ting elskede de især: eventyr på fire hjul. En efterårsmorgen i 2024 sad de med kaffe og kort ved spisebordet. Morten nikkede og sagde: “Nu skal det være, Dorte. Vi skal på endnu et af de roadtrip, vi har drømt om.” “Til New England!” jublede Dorte og fløj op, så Morten blev helt forskrækket.
En solrig junidag lettede deres fly fra København med kurs mod det mægtige USA. Da hjulene ramte jorden i Newark, var eventyret begyndt. De tog toget ind til hjertet af New York City, og straks blev de opslugt af byens summen. De boede på et hotelværelse på 37th gade, og brugte knap fem dage på at vandre gennem Central Park, spise pizza i Little Italy, finde udsigtspunkter over Brooklyn Bridge og høre gademusikanter i Bryant Park. “New York er som en film,” sagde Morten. “En film, hvor vi selv har hovedrollerne,” svarede Dorte og klappede ham på armen.
På den sjette dag om formiddagen hentede de en lækker bil – sort, skinnende og med sæder, der duftede af læder og frihed. De pegede næsen mod syd og lod sig føre til Philadelphia, hvor de så Liberty Bell og spiste cheesesteaks ved et skævt bord med plastikdug. Næste stop efter besøg i Delaware og Maryland, var Gettysburg, hvor kanoner og gamle kamppladser mindede dem om historiens vingesus. De gik stille blandt monumenter og læste tavler med rynkede bryn. “Det føles som at stå midt i en fortælling,” sagde Dorte. “Ja, og vi er her for at lytte,” svarede Morten.
De krydsede delstatsgrænser og rullede op gennem bølgende bakker og grønne landskaber, til de nåede Niagara Falls. Her tordnede vandet så voldsomt, at selv Dorte måtte holde på hatten. De sejlede helt tæt på med regnslag og latter, og da de om aftenen så vandfaldene oplyst i alle regnbuens farver, lagde Morten armen om Dorte og sagde: “Det her – det er et af vores øjeblikke.”
Fra Niagara satte de, via de grønne og hvide bjerge, kursen tværs over landet mod Acadia National Park i det fjerne Maine. De stoppede ved små diners, hvor tiden stod stille, og mødte lokale, som fortalte dem, hvor de kunne finde den bedste blåbærtærte og købe pancakes med ahornsirup. I Bar Harbor fejrede de uafhængigsdagen med de lokale og andre turister med masser af hurlumhej og fyrværkeri. I den tidlige morgen i Acadia, stod de på toppen af Cadillac Mountain og så solen stå op over Atlanterhavet. Der var stille. Kun vinden og fuglenes kald. “Vi er så små, men vores minder er store,” sagde Dorte.
Herefter gik rejsen sydpå langs New Englands kyst, hvor fyrtårne stod som trofaste vagter og småbyer med navne som Rockport og Kennebunkport gemte på skaldyrsrestauranter og søde butikker. De badede i havet, spiste hummer med fingrene og sov på kroer med knirkende gulvbrædder. Hver dag bød på nye udsigter, og bilen blev deres trofaste rejsekammerat. De besøgte Portland og Boston, og i Newport gik de tur på klipperne og så på herskabsvillaer med marmorsøjler og historier i væggene.
Fire uger efter, med kameraet fuldt og hjerterne fyldt, afleverede de bilen og fløj hjem fra New York. I flyet kiggede Morten på Dorte og spurgte: “Skal vi gøre det igen om ti år?” Dorte smilede og svarede: “Om ti år? Jeg tænker mere om to.” Og sådan endte – eller måske begyndte – eventyret om Dorte og Morten i New England. Snip snap snude, så er eventyret ude.