Afsted kl 8 - 15 grader - sydpå af US 89 S. Der er skilte med, at det koster $750 at smide affald i naturen, og det ser ud til at virke, så måske en idé at tage med hjem..
Første “stop” var i Afton, der har verdens største gevir-portal hen over vejen. Spøjst. Kom også i dag forbi en masse flotte ranch-portaler. Måske skal vi ha os sådan en i Sverige. Eneste problem vil nok være at få det gravet ned.
Igennem en masse grønne bakker med store gule blomster, der ligner margueritter, mens vi kørte nedad. En afstikker ind i Idaho, hvor vi bl.a. kom til Frankrig, i hvert fald til byerne Montpellier og Paris. Mødte nogle franskmænd senere på dagen, og de syntes også, at der var blevet meget kortere mellem de to byer - nu kun 8 miles. Fik en kop kaffe i Paris, mens vi holdt og kiggede på den gamle kirke Paris Tabernacle. Slut med Idaho for denne gang (i øvrigt ny stat for os).
Kom til Utah - ny stat (har en enkelt gang været ved grænsen).Utah - The Beehive State (bikube staten). Nogle af vejskiltene har en bikube, hvor selve vejnummeret står i. De skriver selv: BE-UTAH-FUL. Det er i øvrigt sjovt med nummerpladerne. Utah: in Good we trust. Idaho: Famous Potatoes og i Wyoming bare en cowboy på en vild hest.
Kort inde i Utah kom vi til en kæmpe sø med turkis blåt vand - Bear Lake. Ville være stoppet og spist frokost på marinaen, men der var propfyldt, og selvom vi kunne have fået en plads, kostede det 20 dollars i parkering - det var lige i overkanten. Byen der ligger ved Bear Lake (Garden City) er vist en være badeby med masser af både, badegæster og rige amerikanere. Vi kørte et par kilometer op i stedet og fik en fantastisk udsigt og frokost = 0 dollars, da maden var medbragt. Det var blevet varmere, så lidt dumt at holde i solen med kalechen nede og fuld sol og lædersæder. Av bare ben i shorts. Køling på sæderne asap. I øvrigt UV på 10, så også solcreme på - altså på benene.
Bjergkørsel ned fra Bear Lake - 55 km ned til Logan, hvor Utah State Univerty ligger, og så ramte vi også 30 grader. Ud på Interstate 15, som er det største vej siden vi forlod Denver for 14 dage siden. Uhh 4-5 baner og de overhaler både inden- og udenom.
Gjorde et stop på Antelope Island, der ligger i Great Salt Lake. Et helt andet landskab med store saltaflejringer, vandspejl både på vand og vej, men også dårlig lugt.
Kørte det vi kunne rundt på øen. Så vilde dyr igen. Firben og gaffelbukke. Vi så også bisonokser og en prærieulv. Den blev faktisk jagtet af et par bisonokser, så den skred.
Skal overnatte i Salt Lake City i dag og i morgen. Fint hotel - og vi trængte også til at få fødderne op efter 520 km i dag. Vi kan godt mærke, at vi er kommet ned fra højderne - det er betydeligt varmere, så vi har købt rigeligt med drikkevarer.
For resten er der en kirke for nærmest hver kilometer - Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - eller mormoner.
I øvrigt har vi nu rundet 4.000 km, hvilket bilen også bærer præg af både ude og inde, men pyt it`s a rental. Vi pudser dog ruderne dagligt både ude og inde . Bilen går ca 12,8 på literen, så det er ikke så dårligt. Den får lidt pedal engang imellem.