Afsted hjemmefra lidt i 7. Forbi og samle Helle og Carsten op. Parkering i P17 og så bus til terminal 3. Hurtig check-in og så morgenmad i ro og mag i loungen.
Vi flyver igen PLUS, for som Madeline Albright (USA’s tidligere udenrigsminister) jo har sagt: “Hvis der var Guds mening, at vi skulle flyve økonomiklasse, havde han gjort os smallere og givet os kortere ben”.
Retmæssig ankomst til Newark efter godt 8 timers flyvetur. Fin forplejning i flyet - fik både drinks og øl og vin og cognac og dessert og og og…
Så stod den på immigration (de vil blæse på det der moderne MPC). Det tog næsten 2 timer- til gengæld skulle vi ikke vente på vores kufferter, de var allerede taget af båndet. Tog Airtrain til Newark Station og så videre med NJ Transit til Penn station.
En lille gåtur og er nu tjekket ind på Embassy Suites by Hilton på 37th gade på 11. etage med “udsigt” til gården og gaden. Fint hotel.
Der har været afholdt National Day of Defiance (National modstandsdag) over hele USA. Det har vist regnet det mest af dagen her i New York, så mon ikke dem der har gået protestmarch her er blevet gennemblødt.
Nu gjalt det så om ikke at gå i seng, selvom klokken var ved at være 23 derhjemme, så vi gik en tur ned på Times Square. Hold nu bøtte - der var mange mennesker og meget larm og meget lys, og som Morten sagde “så der er bare dømt glosuppe”.
Der var 3 unge drenge, der lavede akrobatik - helt utroligt - håndstand på en hånd liggende sidelæns.
Fandt et lille listig sted, og så delte vi lige en 18” pizza - og manden havde ret, den passede perfekt til 4 personer. Retur på hotellet kl. 21.00 lokal tid, så lidt tjek af billeder + dagbog og hjemmeside, og så på hovedet i seng. Vi er helt maste og trætte. For selvom vi jo nærmest kun er blevet kørt/fløjet rundt, har vi alligevel gået næsten 9 km.