
Tidligt op. Afsted fra hotellet kl 8 - 22 grader og overskyet. Afsted mod nordøst.
Ny ting til undren - der er en del huse, der har halv store stjerner (typisk en) monteret på deres huse. Vi har set dem i sort, rød, blå. Vi har igen spurgt en ven, og det er lidt ligesom med hanerne forleden dag: De kaldes “Barn Star” eller Amish Barn Star”. Mange sætter stjernerne op som en pyntetradition. Det er blevet en populær landlig stil (farmhouse style), og stjernen signalerer ofte noget om “landlig charme”, tradition og hjemlighed. De tolkes også som et symbol på held, beskyttelse og (amerikansk) stolthed. Igen er det tradition, der stammer fra Pennsylvania Dutch-kulturen inkl. Amish. Nogle tillægger farverne bestemte betydninger: Rød = beskyttelse, Sort = styrke, Blå = fred og sindsro og Grøn = vækst og frugtbarhed. Men i praksis vælger de fleste nok bare den farve, der passer til huset. Vi har dog ikke set nogle grønne.
Dagens første stop efter 1/2 times kørsel var ved dagens første vandfald She-Qua-Ga eller Chequaga Falls. Uanset hvad det hedder, så kan vi ikke sådan lige udtale det. Det skulle betyde “Tumbling Waters”. Vandfaldet ligger nærmest midt i byen lige ved siden af nogle fine gamle huse.

Dagens andet stop 1 time senere var ved dagens anden vandfald i Taughannock Falls State Park. Her går der en hike på 3/4 mile (1,2 km) ind i “skoven”, og så kommer man til et kæmpe vandfald. Taughannok vandfaldet er faktisk 33 feet (ca 10 meter) højere end Niagara Falls. Men det har en meget mindre volumen af vand.

Et fint sted - mange mennesker, men det er jo også lørdag i dag, og solen var kommet frem. Stedet ligger lige ved den anden af de store Finger Lakes søer “Cayuga Lake”, så vi fandt et sted og satte os, og spiste vores medbragte frokost. Så gik det yderligere øst på. Området med Finger Lakes har søreme budt på nogle flotte naturoplevelser. Kørte halvdelen af dagens rute gennem en masse små hyggelige byer, der stort set alle sammen skriver, hvornår de er etableret fx Green der er fra 1792.
Det fik os lige til at tjekke, hvornår Liseleje er fra, og den er fra 1784 (blev etableret så værkets medarbejdere kunne få frisk fisk).
Resten - de sidste 100 miles - kørte vi på Interstate 88 East. Vi kørte igennem et meget smukt landskab, der består af “grønne bakker”. Det er en del af Catskill Mountains og den sydlige del af Mohawk Valley. Virkeligt smuk.

Vi har set nogle usædvanlige skilte i dag med tekst/billeder: “Hidden Driveway“, tegning af en kørestol, tegning af en snescooter, “Deaf Child Area”. Og som de andre dage er vi kørt igennem byer med velkendte navne som: Amsterdam, Sidney, Dehli og Rotterdam.
Ved 16-tiden ankom vi til Albany, der i øvrigt er staten New Yorks “hovedstad”. Her tjekkede vi ind på The Morgan State House, der er et ældgammelt byhus. Vi blev budt velkommen af John, der tjekkede os ind, og så skulle vi lige gå 2 huse ned ad gaden, og låse os ind i det byhus, vi skulle bo i. Vores værelse ligger på 6. sal, og er i gammel stil, men virkeligt hyggeligt. Dog igen et elendigt netværk.

Gik en lille tur i området - en masse gamle bygninger, men der er også noget slidt og beskidt her. Spiste et par slices pizza og så retur på værelset. Så må vi se, hvad Albany kan byde på i morgen.