Kørte fra Fort Myers kl 8 i behagelige 26 grader. Vi havde en lang køretur foran os. I stedet for Interstate 75 tog vi US 41 den såkaldte Tamiami Route. Kørte helt ned i det vestligste hjørne, og så tværs ind over Everglades, og derefter US 1 helt ned til det allersydligste nemlig Key West. En tur på ca 450 km. Undervejs stoppede vi bl.a ved nogle indianere, og også i Everglades National State Park. Her fik vi endnu et stempel i vores National Park Pass (datoen fik vi dog sat på hovedet). Man kunne komme rundt med et lille tog i Everglades (eller gå 24 km). Toget var lige kørt, og næste tur var først kl 14, og det havde vi ikke rigtig tid til at vente på. Så vi må vente med tur i Everglades til på fredag, og så bliver det med airboat, regner vi med. Så lidt spild af $25. Vi så dog nogle kæmpe fårekyllinger, så lidt vildt var det da. Efter Homstead kom vi på US1 og så var det afsted ud af the Overseas Highway og over de 42 broer. Vi gjorde stop ved Mrs Mac’s Kitchen i Key Largo for at hente en kopholder til Tim S - et festligt sted. Her fik vi også vores første Key Lemon Pie, så vi kunne uden at lyve sige, at det var den bedste, vi nogensinde havde fået. Da vi havde passeret The Seven Mile Bridge, gjorde vi igen et stop. Det er stadig noget af den gamle bro tilbage, som man så kan gå ud på. Sikke en udsigt. Det er det smukkeste vand - Golfen på den ene side og Atlanterhavet på den anden. Og pludselig dukkede der en havskildpadde op for at trække luft. Hvor vildt.Kom til Key West ved 17 tiden, og tjekkede ind på et stort men hyggeligt og fint hotel. Ikke så stort et værelse men super lækkert. Og nu skal vi (heldigvis) dele seng igen. Uvist af hvilken grund stod der en stige midt i værelset. Sagde det til receptionisten, der straks fjernede den og så fik vi lige en seddel, så nu får vi 20% på det, vi måtte købe af mad og drikke her. Og to minutter efter kom håndværkeren og sagde undskyld.. Pyt med det - han skal vist komme igen i morgen, for det ene lys blinker :-)Gik en tur ned til mærket “Southernmost Point”, og så videre ned til Mallory Square for at se solnedgang sammen med alle de andre turister. Vi gik således helt enden af US1. Det er masser af fine gamle huse her, men også en del gejl. Vi må se lidt mere på the old Town i morgen. Og hov det har heller ikke regnet i dag - 2 dage i træk, det er nye toner.