Lang køretur men belønningen var det værd

Afsted fra Salt Lake City kl 9 - 28 grader. Fortsæt i 342 km på I15 South. Efter 1 times tid med 5 spor i hver retning, kom vi ud på landet igen med de sædvanlige 2 spor i hver side og bred midterrabat.

Landskabet er nu helt fladt med lidt bjerge til venstre. Det er øde, det vil sige kun få huse, og det er ret tørt. Undtaget naturligvis de marker, hvor de vander.

Kl 11 - 31 grader, og så var det tid til et pitstop og en iskaffe. Dagens dyr er bl.a. en kamel (i en indhegning ved den tank hvor vi købte kaffe). Taget op, man bliver ret ør i hovedet af at køre på Interstate. Stoppede igen efter 1 times tid og spiste frokost på Denny’s (det plejer ellers at være morgenmad). Noget af en omgang for Mortens ur meddelte good job - forhøjet aktivitet.

Drejet fra mod Panguitsh. Bakker/klipper igen lige som i sidste uge, nu bare meget mere tørt. Men der er trods alt stadig køer. Op i 7700 fods højde, og så ned igen.

Efter en kort strækning kom vi til Red Canyon, og det er søreme ikke uden grund den hedder det. Klipperne er total rød-orange. Også her helt tørt - man kan se, hvor der plejer at løbe vand. Vejen gik under to buer i klipperne.

Kom til Bryce Canyon - første stop var Sunset Point. Og som vi har prøvet før fx i Grand Canyon, så har man en fornemmelse af noget ekstra ordinært er på vej, og ja wauh sikke en kløft. Masser af søjler (hoodoes) så langt man kan se, og kløfter imellem og igen den røde farve. 

Der var fyldt med jødiske piger, der først råbte vildt højt og hørte musik på deres telefoner, men pludselig blev der ro, da de fleste af dem begyndte at bede lettere rokkende frem og tilbage og enten med en bog i hånden eller telefonen.

Kørte til vores hotel, der består af 6 bygninger, der ligger ude i ingenmands-land. Noget slidt, men værelset er fint nok og vi har bjergudsigt.

Ville se solnedgang i Bryce, så kørte til byen før parken og spiste en mini pizza hver (frokosten var større end ellers). 

Kørte først ud til Bryce Point - igen wauh. Vi så solen næsten gå ned, men fik nok af højtalende kinesere. Det hjalp dog lidt, at Morten sagde en høj lyd. Ikke for at generalisere, men de kinesere der er turister, de steder vi har været på denne tur, er meget larmende. Lidt ærgerligt når det nu er sådan et sted, hvor man faktisk bliver helt stum. Nå vi kørte bare ud til næste point - Paria Point. Her var der kun nogle få andre og næsten helt stille. Sikke en solnedgang.

Ebernezer Bryce, som er ham kløften er opkaldt efter, sagde da han fandt den: “It’s a hell of a place to loose a cow” 

Netværk i dette område er no-go, så færre billeder end tænkt.