Frihedsgudinden, Ellis Island og en gåtur

Op kl 4.30 - det bliver nok bedre i løbet af et par dage. Afsted fra hotellet kl 7.45. 

Ud og køre metro. Det er bare at bruge kontaktløs betaling på telefonen, og så kører det bare. Det koster $2,90 pr. tur, men det kan max blive $34 for en uge. Vi tog linie R fra stationen på Herald Square. Mens vi ventede på toget, så vi en hjemløs, der satte sig i et hjørne på perronen og tja gjorde hvad han skulle åbenbart. Vi så også tegn på det samme på en gade i lørdags. Det er jo ret ulækket, men hvad skal de egentlig gøre, der er næste ingen offentlige toiletter og de er hjemløse og det betyder nok noget lidt andet end derhjemme. 

På de fleste stationer er der flotte fliser på væggen - det giver nogle sjove situationer fx på 23th Street Station, hvor der kun var hatte, og Morten fangede et billede der passede. På Bowling Green er der kun røde fliser - der kan man nok tale om rød/grøn farveblind. Ved hver stop i metroen lyder en stemme på ærkeamerikansk: “Stand clear of the closing doors please”.

Stod af på Whitehall South Ferry og gik til Castle Clinton for at hente vores billetter til besøg på Liberty Island m.v.  Så rundt og ned til “færgen” Statue City Cruises for at sejle ud til “damen”. Igen i dag dårlig sigt og regn, men vi er jo ikke sådan at skræmme. 

Efter en kort sejltur kom vi til Liberty Island, og der stod hun jo - Frihedsgudinden. Hendes fulde navn er meget længere: Officielt hedder hun:“Liberty Enlightening the World”— altså Friheden, der oplyser verden. Vi har tilbage den 3. januar købt billetter, så vi kunne komme op i The Crown. Afleverede rygsække m.v. i en boks, og så igennem security, og så var vi klar. Tog en elevator op til piedistalen. Man kunne også gå 192 trin, men vi vidste jo, hvad der ventede forude - nemlig 162 trin op af en snæver vindeltrappe. Det gik fint at komme op. Det var smalt og stejlt, men heldigvis med gelænder i begge sider, så det var bare at trække sig op. Oppe i kronen stod der to ranchers, der fortalte lidt, og vi kunne se ud af de små vinduer. Det er en virkelig stor oplevelse at have været der. Der er et kæmpe stålskelet inden i. Faktisk er bronze laget på hende kun 2,5 mm tykt. Vi kunne se bagsiden af hendes øjne og næse. 

Nede igen gik vi lidt rundt omkring og kiggede også lidt i museet. Fik stempel i vores National Park pass. Så tog vi færgen videre til næste stop Ellis Island. Her startede vi med noget frokost og kaffe, og så var vi der et par timer og kiggede på diverse udstillinger. Sikke et sted - og sikke mange skæbner der har været igennem der. Her fik vi også et stempel i vores pas. 

Tilbage med færgen til Battery Park, og så metro til Union Square for at se Metronomen, der nu er en klima-nedtælling. Det tæller ned til det tidspunkt, hvor vi vil nå et uopretteligt punkt i klimakrisen, og der er ikke så lang tid til. 

Gik op af Broadway til vores hotel, og nåede lige frem lidt i 5, så det var tid til drinks og snack.Lige et halv time med fødder oppe og så lidt rundt i kvarteret for at finde et sted at spise. Havde udset os et sted, men der var ventetid på et bord på 45 minutter. Gik lidt mere rundt, og endte med en pizza til deling (vi ved jo at størrelsen passer), og vi kunne sidde ude - lige ud til 6th Avenue. Meget at se på.Gik ned på den irske og fik en Blue Moon. 

Vi har i et par aftener nu set, at der kommer et par mænd og tømmer alle skraldesækkene, der står i de store containere, der står uden for bygningerne på vejen. Eller nærmere de finder alle plasticflaskerne og sorterer dem fra. En alternativ form for arbejde Retur til hotellet. Dagbog, film og så i seng. Tak for en endnu en dejlig dag med 12,5 km og 23 etager i benene.