Arches og Coloradofloden

Tidligt op i dag - vi havde indgang til Arches kl 8 - der er nemlig tidsbestilling her. Kørte kl 7.40, lun morgen 28 grader.

Inde i parken og efter et stempel i vores NP passport, kørte vi ud til Delicate Arch Viewpoint, inden parken blev fyldt med mennesker. Det er den bue, der er afbilledet alle steder, der har noget med Utah at gøre. 

Det var et par gode beslutninger - at have bestilt indgang tidligt, for kl 13, da vi kørte ud igen, var det 40 grader, og at køre ud til de yderste punkter først, for på vej tilbage mødte vi en del biler. 

Arches er fyldt med røde klippeformationer i alle mulige størrelser og så naturligvis alle “buerne”. Vi stoppede ved de fleste viewpoint - vi skal jo op på knap 100 billeder i timen.
Ved Skyline Arch kunne man nemt gå ud til “hullet”, og se en masser af de klippestykker, der sad der før.

Ved Sand Dune Arch skulle man lige igennem en mindre sandbanke (rødt sand), for selve buen var inde mellem nogle store klippesøjler. Imponerende.

Her mødte vi et par fra Kansas. Hun havde som ung været udvekslingsstudent i København, og sås stadig med hendes tidligere værtsfamilie. Det vidste sig, at hendes mand skriver thrillers i sin fritid - Henry R Cox. Hans tre bøger er vist ikke oversat til dansk. Vi søgte lige lidt på nettet senere, og selvfølgelig er han også advokat. Hans kone hed i øvrigt Stephanie (Spring).

Retur til hotellet til en siesta. Det er ikke nemt. Enten har man ingen aircondition, og så kan man ikke sove, eller også har man, men så er værelset så lille, at a/c fylder det halve af rummet og larmer som en større maskinhal, hver gang den starter (hver 10. minut).

Vi havde hjemmefra bestilt en aftenstur på Colorado floden, så først buffet med diverse salater og kød. Udmærket. Så ca 50 mand på en flodpram og afsted.
En guide fortalte det første lille times tid om landskabet, historien om Moab mv. Udpegede diverse sjove ansigter mv på klipperne. Det gjorde hun rigtigt godt. Så var det lysshow den sidste time. Egentlig OK, men også ret amerikansk. Til sidst kørte jeepen med lyset med et stort amerikansk flag. Det var lidt overskyet men stjernerne kom frem. 39 grader kl 10.30 om aftenen.

Vi har i øvrigt fundet det rigtige ord, der beskriver denne ferie - WOWCATION - for i dag er inden undtagelse - wauh wow wauh.