En lang dag med masser af oplevelser

Afsted kl 7,45 - vi har mange kilometer i dag. Havde egentlig regnet med morgenmad på bagsmækken, men med værelse med ganz mulivitten så tager vi det siddende. Den står på to nye stater på programmet i dag - Nebraska (gennemkørsel) og South Dakota.

Kørte fra Cheyenne og 2,5 time nordøst på. En utrolig flot tur med græsmarker så langt øjet rækker. Efter ca. 5 kvarters kørsel kom vi ind i Nebraska. Masser af majsmarker og endnu flere grønne og bølgende bakker. Første stop var ved Carhenge. Out in the middle of….. inspireret af stenene i England men udført med 38 gamle amerikanske biler - malet i stenfarve. Men sjovt at se og ganske gratis. Vi skrev vores domojo på en af bilerne (den man godt måtte på).


Videre nordpå. Flere gange så vi lange togsæt. Vi tog en video, mens vi passerede langsomt forbi et af disse, og den tog over 3 minutter. Så vi skyder på langt over 100 vogne. Næste stop var Fort Robinson. Det var her Crazy Horse blev slået ihjel, og derfor måtte vi jo lige se stedet - da vi senere skal se mere om ham. Vi kiggede os lidt omkring og så også en diligence m.v.

På grænsen til South Dakota kom vi igennem Oglala National Grassland - og hold da op - nogle endnu større græsarealer, og en total lige vej. Det var simpelthen så smukt, men Mortens græsallergi var en anelse udfordret. Godt vi kører åben vogn, nå…nej. I øvrigt, hvis man skal tjene en formue i det område vi har kørt i dag, så er det på hegnspæle og pigtråd og elmaster.

Så kørte vi ind i The Black Hills, og dermed ind i Wind Cave National Park. Og vi havde lige kørt i 2 minutter og læst skiltet, om at der kunne være vilde dyr - og hov så stod der en bison tyr lige ved vejen. Vi stoppede og tog billeder, og så også skiltet med pas på de kan være farlige. Den begyndte at småløbe hen imod os, så vi skyndte os lidt væk. Et par minutter senere stoppede vi igen, og så 2 der løb rundt på sletten. De var dog så langt væk, at Morten godt turde stå ud af bilen og tage billeder. Dorte prøvede godt nok at sige noget med, at der jo også kunne komme nogen bagfra, men det gjorde der heldigvis ikke. Så kørte vi lidt videre, og så holdt der biler i vejkanten, og ja der lå så 5 bisoner og tyggede drøv. Er du gal - de er bare nogle store dyr. Vi skal se flere i morgen.

Ved 16.30 tiden - efter 500 kilometer- tjekkede vi ind på Rock Crest Lodge. Hyggeligt i sådan træstil, og igen med parkering lige foran. Nå hvad så - skal vi drive resten af dagen, eller skal vi lige smutte op og se Crazy Horse? Afsted med os igen.

Crazy Horse klippe er for vild. Det er de oprindelige amerikanere, der selv sammen med diverse sponsorer står for udhugningen af den klippe, der skal forestille Crazy Horse. De har været i gang i præcis 75 år i år, og har fået hovedet og en pegefinger klar. Det bliver vist ikke i vores tid. Men imponerende arbejde. Der var også en film om det hele + et museum. Spændende.


Tilbage til Custer for at spise. Inden maden tog vi lige billeder af nogle af de bisoner, der står i Custer - malet ligesom i Cheyenne.