De Hvide Bjerge er også grønne
Afsted kl. 8.00 - 25 grader og fuld sol. Endnu en tur igennem de smukke grønne bjerge med meget lavvandede floder på den ene eller den anden side. Kom igen i dag op i skyerne, der ligger på toppen af bjergene.
Vi tjekkede lige, og det er ikke pga for lidt sne i vinter, at der er så lidt vand i floderne, men det skyldes, at det blev varmt tidligere end det plejer, og så smelter sneeen for hurtigt. Mange af floderne har næsten ingen vand, og det ser vildt ud med de mange og store sten der ligger i bunden. Men jo også lidt sejt, at man bare kan gå ud i floden helt tørskoet.
Igen i dag en tur på grusvej dog uden vand i dag. Det er faktisk ligesom, når vi kører op til vores sommerhus i Sverige. Her er der dog langt flere løvtræer end grantræer. Man kan godt forestille sig, at der er rigtigt pænt om efteråret, når der er løvfald og masser af farver. Men så er det også bare rigtig mange turister.
Nye skilte i dag med “Wild Life Corridor” - der havde et billede af en bjørn og en ræv. Vi så dog hverken det ene eller det andet. Skilt om “stejl Mountain Road”. Og det skilt passede tilgengæld ret godt. Igen i dag nåede vi der ud, hvor der står SOS på telefonen og Dead End på skiltene. Vi så også et skilt med “Blind Person Walking” og “”Caution Old Lady Crossing” - det var dog ikke samme sted.
De første 5 stop i dag var ved 5 af de mere 100 Covered Bridges, der er i Vermont. De er fra slutningen af 1800-tallet. De 5 vi så i dag har så fine navne som “Northfield Falls-, Historic Lower Cox Brook-, Historic Upper Cox Brook-, Historic Stone Brook- og Slaugtherhouse Covered Bridge. De tre af dem lå lige efter hinanden på en strækning på 370 meter. I øvrigt kom vi også lige forbi en senere i dag, men det var efter vi var kommet ind i New Hampshire.
Vi gjorde mange stop undervejs, så det tog 2 timer at køre 50 miles/80 km - men hvad vi har jo ferie. Måske for vi alligevel vild undervejs, for vores kaffestop var i Berlin.
Kl 12 kørte vi ind i næste for os nye stat: New Hampshire. Statsgrænsen mellem Vermont og New Hampshire går lige i Connecticut River, så det var da vi passerede Veteran Memorial Bridge i Woodville.
Kort efter kørte vi ind i The White Mountains. Man kan på denne tid af året godt blive i tvivl om, hvad forskellen er mellem de grønne og de hvide - men de hvide kaldes de hvide fordi de ofte er dækket af sne eller også ser de hvide ud på grund af lyse granitklipper og dis. Uanset hvad, så er grønt godt for øjnene (både de grå og de grønne af slagsen), og vi spiller bare “Bag de blå bjerge” med Moonjam for at gøre forvirringen total. De hvide bjerge er hjemsted for Mount Washington, der er det højeste bjerg i det nordøstlige USA (1917 meter), men mere om det i morgen.
Frokost blev drive-in med et par cheeseburgere - it’s a rental, så man må godt spise i bilen. Vi kørte af Kancamagus Highway (udtales Kank-ah-MAW-gus) helt op til det såkaldte Kancamagus Pass, der ligger i 2855 fod (870 meter). Sikke en udsigt. Igen et umådeligt smukt område. Vi talte med 4 pensionister, der sagde, at vi måtte huske Mount Washington, og vi sagde, at det gør vi i morgen på Mortens fødselsdag, og så begyndte de at synge fødselsdagssang.
I øvrigt fandt vi ud af, at det hedder Hair Pin Curve på engelsk - altså hårnålesving. Gad vide om de har fået ordet fra os, eller…det er nok mere sandsynligt at det er omvendt, vi har jo ikke så mange af dem. Videre mod vores overnatningssted de næste to nætter bl.a. igennem flere skisportssteder med lifter m.v. I siden af vejen stod der, at man kun må parallel parkere, så det er godt, at det er Morten, der kører, ellers havde vi et problem.
Tjekket ind på Inn at Ellis River. Vi blev igen lige opgraderet til et større værelse (vi nævnte lige at Morten har fødselsdag i morgen). Sikke et fint sted. Igen holdt i helt gammel stil med pejs på værelset, fine gamle møbler, og et skelet der spiller klaver i opholdsstuen. Nybagte cookies og kaffe - værsgo og velkommen.
Ude på en lille aftenstur og lidt mad, og så et par Jacks på kammeret til at sove på. Tak for endnu en fantastisk dag.
