Sov til vækkeuret ringede kl. 5.30. Vi havde en tid i Summit One Vanderbilt kl. 9. Så vi gik til 42th gade, hvor det ligger. På vejen fik vi sms advarsel om naturbrande i USA, og vi kiggede op, og sagde højt, at det nok ikke lige blev her, for det småregnede og var stadig tåget.
Summit er endnu en ny skyskraber, som man kan besøge på tre af etagerne (93, 92 og 91). De kalder det en kunstinstallation, spejl-labyrint og skywalk i ét. Det var en super oplevelse - første “rum” med spejle over alt, og en lille smule udsigt gennem tågerne. Næste “rum” med sølvfarvede balloner overalt, og til sidst et “rum” med udsigt 360 grader og med udgang.Faktisk må det være her, at de har fundet ud af, hvad skyskraber betyder, for mens vi var der, blev en del af skyerne skrabet væk. Det klarede faktisk mere og mere op, så vi kunne efterhånden se mere og mere. Så var vi også klar til at stå på de glasbokse, der stikker ud fra bygningen med glas gulv. Et fedt sted. Vi var der i 3 timer, men så fik vi også kaffe og farverig kage.
Næste stop var Grand Central. Det er stadig et super flot sted med whispering corners (og det virker), og en kæmpe hall med flotte gamle billetluger, nedgange til sporene, flot loft m.v. Vi stod og kiggede lidt rundt, og Dorte fik øje på en ældre dame, der havde “Mette-Vuns-briller”(et firkantet og et rundt glas). Hun gik hen og spurgte damen om, hvor hun havde købt dem (det havde hun i Frankrig). Lidt chit-chat og så spurgte damen, om Dorte ikke ville prøve dem. Som sagt så gjort. Tak for “kigget”.
Tog metroen et par stop og gik lidt, og så var det tid til svæve-bane: Roosevelt Island Tramway. Svævebanen kører på tværs af East River, lige ved siden af Queensboro Bridge. En kort tur der koster det samme som en metro-tur ($2.90). Gik ned til vandet og sad lidt og nød luften og lidt vind. Solen var nu kommet frem, og det nærmede sig 29 grader. Søreme en anden temperatur end de knap 20 grader og overskyet og regn og tåge, som det har været de andre dage.
Retur med svævebane og metro til Grand Central, hvor vi spiste Shake Shack til frokost.
Gik retur sydpå til vi kom til 34th, for nu var det tid til det sidste højhus Empire State Building. Første gang vi besøger den. Den er bygget i 1931 og er den første. Først en fin udstilling og info om de utallige film bygningen har været med i. Op på 80. etage først, og så videre op og ud på 86. etage. Man kunne for en yderligere formue komme op til 102. Vi undlod. Vejret var virkelig klaret gevaldigt op, så vi kunne se meget af Manhattan.
Tilbage til hotellet til kl. 17 drink, og så lige en tur i Macy’s inden vi spiste aftensmad, og så var det slut for i dag, og slut for New York City for denne gang. I morgen tager vi videre. Igen en travedag med 11 km i benene.