Tog til tiden og Million Dollar Highway

Vi havde fået hjørneværelset på hotellet - med 2 vinduer til jernbaneskinnerne, så straks fra ”morgenstunden” stod Morten klar til afgang. Vi gik lidt ned ad vejen for at spise morgenmad på Denny’s, men så stod toget klar til afgang, og så måtte morgenmaden vente. 

Det er 2 damplokomotiver, der trækker en masse vogne, der kører fra Durango til Silverton på den gamle jernbane. Fede vogne der var med - nogle af dem lignede vogne til køer, men det var turister, der var ombord. Det må vi prøve en gang - Durango ser også ud til at være en hyggelig by.

Morgenmaden på Denny’s var fin og god kaffe. Mens vi spiser, kigger vi ofte på de andre, der er tilstede, og Morten så en motorcykelgut, der lige skulle skifte t-shift. Han havde en pistol siddende i linningen på hans bukser. Dorte fik øje på en gammel cowboy med hat, skjorte og overskæg. Han sagde også Howdy Folks, da han gik ud.

Nå men nu med dagsplanen totalt spoleret, kørte vi afsted kl.10.30 i dejlige 26 grader. Det hele er nu blevet grønt igen. Grønt græs, grønne bjergsider - og der er igen sne på toppen af disse. Kørte op til Engineer Mountain og så videre af US HWY 550. Hård opbremsning, for der stod lige pludselig et rådyr med 2 lam lige ved vejsiden på vej over. Dorte råbte til dem, at de skulle vende om, for vi havde lige set deres far ligge i grøfte et par km tidligere. De hørte heldigvis efter. 

Kom forbi Molas Lake inden vi kom til Silverton. Det var en rigtig cowboy by ligesom Deadwood.

Op i bjergene igen, og stoppede ved et lille vandfald og en lille bæk. Fik dyppet tæerne - uhh mountain-water er koldt, men dejligt forfriskende. Talte med et par fra Oklahoma - de havde for er par år siden taget toget fra Durango og et stykke op mod Silverton og så en gummibåd retur. Det lyder da også spændende.

Oppe i 10.000 fod og 24 grader. Fra Silverton mod Ouray kørte vi af Million Dollar Highway. Navnet henviser faktisk til etableringsomkostningerne, men det kunne lige så godt have været den bjergtagende køretur. Wauh wauh med wauh på. Vejen er næsten 40 km lang. Masser af sving og stort set kørsel på kanten. I øvrigt er det San Juan bjergene.

Efter denne flotte nedkørsel kom vi til et sted, hvor der har været minedrift med 40 miner - Idarado Mining Company - hvor de har udvundet bly, guld, sølv, kobber og zink tilbage i 1883 og næsten 100 år frem.

Næste stop var ved et vandfald Bear Creek Falls. Der var tryk på vandet, og når man lænede sig lidt ud og så ned, kunne man se regnbuefarver i vandet.

Spiste frokost i Ridgeway, og var lige inden i nabobutikken, der var en butik med alt muligt. Hun spurgte, hvor vi var fra, og da vi sagde Danmark - åhhh det var sjovt, for det var hendes svoger også. Han hedder Torben og har isbutikken på den anden side. Vi kunne dog ikke spise is, men hvis vi kommer der igen, så…

Afsted igen - vi manglede stadig 2,5 time ren køretid. Kom igen til røde klipper og lidt bredere bække. Så blev det til i hvert fald 100 km i en dal med røde klipper på den ene side og grønne på den anden. Grønne enge og et par få huse. Tror vi mødte ca. 4 biler på den strækning. Dalen hed vist Paradox Valley.

Videre op og ned af bjerge - kom bl.a. til byen Bedrock, men vi så hverken Fred eller Wilma (Flintstone), til gengæld så vi et skilt med, at der ikke er snedrydning mellem 7 pm og 5 am, så vi måtte hellere skynde os. Kørte ind i Utah igen.

Ca. 15 km før vores motel i Moab, kom vi forbi “Hole ‘n’ the rock - som er et hjem på 450 m2 bygget af en dansker i 1945 - lavet inde i klippen. Men der var lukket, da vi kom - de lukkede kl. 17.00. Ja ja tidsplan kørte jo fløjten sammen med morgentoget. Måske kan vi nå det i morgen ellers pyt.

Tjekket ind på motel i Moab. Kørte til “købmanden” for at købe morgenmad til i morgen. Købte også jordbær (aftensmad) og 2 skåle med indbygget sugerør - smart til jordbær-mælken. Vi ved ikke helt, hvad skålene egentlig er beregnet til.